pibens historie

Skovbo Piber.

Allerede i det 5. Årh. f. Kr. røg Romerne på jernpiber, og før dem vistnok både Ægyptere og de Sydrussiske Skythere.

Det er dog først efter Colombus`opdagelse af Amerika, at man hører om de lerpiberygende Indianere, som havde lært kunsten af Mayaindianerne og Aztekerne, der røg af Y– formede piber,- gennem næsen!

Den ældste Europæiske pibe, tilhørende sir Walter Raleigh ( 1512– 1618 ) findes i Dunhills pibemuseum i London, og et etui med pibe og pibestopper fra hans fængselstid i Wallace Collection.

De første piber var ler– el. kridtpiber, som Englænderne faktisk havde monopol på fremstillingen af i 1500 tallet. Men Engelske studenter ved Leidens universitet førte kridtpiberne til Holland, hvor de første blev lavet i Goude o. 1625. I 1650 lå her ca. 500 fabrikker med stor Europæisk eksport.

Under Christian 4. I 1606 kom de første kridtpiber til Danmark til en halv mark pr. dusin. De tidlige kridtpiber havde et lille hoved, og pibestilken var kort og plump. Mange af dem var stemplet med værkstedsmærke på hælen, den lille knop under pibehovedet, ligesom de efterhånden også fik en elegantere form . De fremstilledes med tiden i mange andre lande end England og Holland, bl.a. Tyskland– Frankrig– Danmark og Norge.

40 års krigens soldater bidrog stærkt til piberygningens Europæiske udbredelse. I 1700 tallet fremkom de første træpiber af bl. a. buskbom og nøddetræ, - de bedste kom fra Uhm, der o. 1750 forsynede næsten hele Europa. Efter porcelænets opfindelse blev det nye materiale også brugt til piber med langt rør af weicel, bambus m.v. Omtrent samtidig opstod merskumspiben ved en Ungarnsk adelsmands tilfældige opdagelse af det hvide meget skøre materiales egnethed til udskæring. O. 1810 begyndte man i den Franske by Saint Cloud i Jura bjergene, at fremstille piber af bryererod.